Hudsygdomme hos hund

Vi kan hjælpe dig med din hunds hudproblemer

Allergi er et omfattende problem blandt mennesker i Danmark, hvor det vurderes 1.2 mill danskere pt. lider af allergi – og hvor det forventes, at der i løbet af de næste 10 år, vil være yderligere 1 million danskere der bliver allergikere. Selvsamme tendens ses desværre også blandt vores familiehunde. Og selvom allergi er den hyppigste hudsygdom hos vores hunde, findes der også mange andre sygdomme, der kan vise sig ved akutte eller kroniske hudproblemer.

Der er stor forskel på hundens og menneskets hud. Menneskets overhud er f.eks. meget tykkere end hundens overhud, mennesket er derfor bedre beskyttet mod det omkringliggende miljø, og har derfor en stærkede hudbarriere end hunden. Menneskets hud er også mere sur, med en pH på 5.5, hvorimod hundes hud pH er mere basisk, med en pH på op til 7.5. Da bakterier trives bedst i et mere basisk miljø, er der flere grunde til at hunde er specielt udsatte, når det gælder hudproblemer.

Når vi taler hudsygdomme og allergi, er der altså stor forskel på mennesker og hunde.

Mennesket har en tyk overhud,
der består af 10-15 lag celler

Hunden har en tynd overhud,
der består af 3-5 cellelag

Vi ved at kløende hudsygdomme kan fremkaldes af mange forskellige ting. Hvis din hund lider af en hudsygdom, vises det ikke kun i huden, men også som poteproblemer, f.eks. som røde, kløende poter, men også som øregangsbetændelse. Hos 2 ud af 3 hunde med kroniske hudsygdomme, er poterne involveret. Dette ses ofte som rødme i huden mellem trædepuderne og rødfarvning af hårene på poterne – i mere kroniske tilfælde, kan der også ses røde negle. Hvis din hund har tilbagevendende øreproblemer, mere end 2 gange årligt, bør du også kontakte os, da det så også kan dreje sig om en kronisk hudsygdom.

Hvis vi har mistanke om at din hund har en grundlæggende hudproblem, skal vi se den til en grundig hudundersøgelse, hvor vi stiller dig en masse spørgsmål og gennemgår din hund vha. en skinmapping: Vi ser på læber, læbefold, øjenlåg, området omkring øjnene, øreflap, ydre øregang, albuebøjninger, armhule, poter, trædepuder, negle, bugen, lyskeområdet og området omkring endetarmsåbningen. En sådan personlig samtale og undersøgelse kan tage fra 30-60 minutter første gang, alt efter problemets omfang og hvor længe problemet har stået på.

Hvis din hund lider af hudproblemer, er det vigtigt at bruge god tid til at gennemgå alle mulige faktorer, der kan være relateret til hudsygdom hos din hund, det vil bl.a. dreje sig om:

  • Hundens alder.
  • Racespecifik genetisk disponering for hudsygdom.
  • Sygdom i hundens nære familie.
  • Stress i hverdagen.
  • Fejlfodring.
  • Foder og godbidder.
  • Kosttilskud.
  • Parasitter, f.eks. lopper, skabmider, hårsækkemider eller indvoldsorm.
  • Løbetid og falsk drægtighed hos tæver.
  • Skjult hormonel sygdom.
  • Allergifremkaldende stoffer i nærmiljøet – f.eks. pollen, hussvamp, husstøvmider, lagermider, fuglefrø m.v.
  • Foderintolerance.
  • Foderallergi.
  • Hygiejne i hjemmet.
  • Hudpleje.
  • Potesoignering og neglepleje.
  • Racespecifik pelspleje.
  • Anatomisk disponering for hudsygdom, f.eks. potesygdomme.

Du skal derfor være klar til at besvare spørgsmål om ovenstående, når vi taler sammen i konsultationen.

Hudundersøgelser

Hvis vi skal diagnosticere, behandle og kontrollere en kronisk hudsygdom kan dette kræve ekstra undersøgelser, idet vi typisk ser hunden, når hudsygdommen er så fremskreden, at vi ikke bare står med en primær hudsygdom, men også står med en tilstødende hudbetændelse, der har ødelagt de tydeligeste tegn på den primære sygdom. Vi arbejder bla. med følgende undersøgelser:

  • Skinmapping.
  • Blodprøve for allergi.
  • Håranalyse.
  • Overfladisk hudtest.
  • Dybt hudskrab.
  • Blodprøver for underliggende hormonsygdom.
  • Hudbiopsier i narkose.

Vedvarende kontrol af hudproblemer

Når vi har fundet ud af hvilken hudsygdom din hund lider af, går vi meget op i at finde en vedvarende løsning, der er medicinfri. Vi fokuserer især på at stabilisere hundens immunsystem og styrke hundens hudbarriere, da en stærk hudbarriere er den vigtigste beskyttelse mod hudsygdomme. Vi udarbejder derfor en 8 ugers hudplan, hvor vi får kontrol over hudsygdommen. I denne periode vil der typisk være nogle få kontrolbesøg, og det er vigtigt for os, at ejeren holder vores aftalte behandlingsplan, for sammen at nå vores mål.


En hund med en hudsygdom, behøver
bl.a. en specielt tilpasset hundeshampoo

På Frederiksberg Dyreklinik & Spa, har vi specifikke metoder til at behandle og kontrollere en hudsygdom. Behandlingen kommer an på hvilken hudsygdom din hund lider af og behandlingen kan f.eks. være:

  • En grundbehandling med specifik antibiotika, for at nedkæmpe den tilstødende hudbetændelse, der er fremkaldt af bakterier.
  • Skift til et dokumenteret foder der kan styrke hundens hudbarriere.
  • Fodring der stabiliserer hundens immunsystem.
  • Kosttilskud af let tilgængelige omega 3 og 6 fedtsyrer af høj kvalitet. Ved optimal fodring med omega 3 og 6 fedtsyrer, kan vi skære forbruget af birnyrebarkhormoner ned til under 50% af tidligere udleveret dosis, til kontrol af f.eks. allergiproblemer.
  • Behandling af stress-relateret hudsygdom.
  • Behandling med naturlig, anti-allergimedicin der gives som dråber under tungen.
  • Kontrol af underliggende hormonsygdom eller hormon-uligevægt.
  • Vask i en specialshampoo der bekæmper hundens hudproblem.
  • Potesoignering med udvalgte produkter, der bekæmper hundens hudproblem.
  • Rensning og pleje af ører med udvalgte produkter, der bekæmper hundens hudproblem.
  • Nedsættelse af allergibyrden i nærmiljøet og i hjemmet.
  • Behandling og forebyggelse af parasitter, der kan fremkalde hudsygdom.
  • Brug af udvalgte antihistaminer, med kendt effekt i forhold til hundens hudproblem.
  • Apoquel tabletter og Cytopoint injektioner, som er en slags biologisk medicin, som viser gode resultater hos de fleste af vores hunde

Vi undgår så vidt muligt brugen af binyrebarkhormoner, da vedvarende brug af denne form medicin, kan føre til bivivirkninger. Vi arbejder altid sammen med ejeren, for at finde den hudplan, der matcher bedst til hundens sygdom og familiens livsstil. Du vil altid blive informeret, hvis din hund får binyrebarkhormoner og vi vil da altid lave en plan for udtrapning, da behandlingen kun vil være i en begrænset periode.

Vi skal til slut nævne, at vi kun bruger videnskabeligt dokumenterede produkter og behandlingsmetoder på Frederiksberg Dyreklinik & Spa.

Har du spørgsmål til ovenstående eller ønsker du at bestille tid, så ring på 70 25 90 08 eller bestil online. Du kan træffe os på alle hverdage. Tidsbestilling er nødvendig.

Find os

Frederiksberg Dyreklinik & Spa
Nordre Fasanvej 74
2000 Frederiksberg
Tlf: 70 25 90 08

 Åbningstider

Mandag 8.00-18.00
Tirsdag - Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 15.00

AKUTTIDER EFTER TLF-AFTALE

CVR nummer: 33167652

GRATIS PARKERING

2 timers gratis parkering foran klinikken.