Operation af næsefold

Operation af næsefolden hos mops, fransk bulldog og engelsk bulldog

 

Hos visse brachycephale, kortsnudede hunderacer, f.eks. mops, fransk bulldog og engelsk bulldog kan hudfolden mellem øjnene og næsen blive så stor, så den generer hunden i det daglige. Hvis en hund er generet af sin næsefold, kan det anbefales at få lavet en næsefoldsoperation. Hvis du er bekymret for at din hunds næsefold er for stor og derfor giver gener med svamp, hudbetændelse eller vedvarende gener i øjnene, kan du booke en gratis næsefolds-screening på vores klinik.

 

Foto 1: Her ser i Milo Mops på 2 år. Milo havde desværre fået en såkaldt pigmentær keratit i øjnene, der udviklede sig meget hurtigt. Næsefoldens små hår rørte tit ved hornhinden og gav derfor problemer. Milo havde derfor brug for en næsefoldsoperation.

 

En alt for stor næsefold kan lede til forskellige problemer, f.eks.:

  • Kronisk hudbetændelse og kronisk maceration af huden i den dybe næsefold (opblødning af huden sfa. fugtpåvirkning). Nogle næsefolder er så dybe, så de aldrig får lufttilførsel. Dette leder til et vedvarende fugtigt miljø, kronisk ildelugtende hudfoldsbetændelse og overvækst af svamp på huden. En sådan hudbetændelse klør og irriterer hunden i det daglige. Hvis næsefolden er meget dyb, kan det være umuligt for ejeren at holde ren og tilstanden vil derfor ikke kunne afhjælpes med plejeprodukter.
  • Trichiasis. Ved trichiasis vender normalt placerede øjenvipper eller hår ind mod hornhinden. En stor næsefold kan give en kronisk irritation af hornhinden, fordi næsefoldens små hår hele tiden berører hornhinden. Dette vil lede til kroniske sår på hornhinden og forøget tåreflåd. Trichiasis kan ses som et tilstødende problem ved direkte berøring fra næsefolden eller ved entropion, dvs. indadrullende øjenlåg, der også kan ses som et tilstødende problem ved en alt for stor næsefold.
  • Sår på hornhinden der ikke vil hele og pigmentær keratit. Begge tilstande minder meget om hinanden, idet hornhinden irriteres dagligt, hvorved der kan opstå kroniske hornhindesår der ikke vil hele. Hos mops kan dette problem ses og behandlingen af den pigmentære keratit kræver ofte en næsefoldsoperation og/eller en øjenoperation der kaldes medial cathoplastik. Begge operationer udføres på vores klinik.
  • Nogle hunde har en næsefold der er så stor, så den ligger hen over næsen og blokerer for næseborene foran næsen, hvorved hunden kan have svært ved at trække vejret.

Næsefolden kan opereres så der kun er en lille, pæn hudfold tilbage – og her er der ingen hunde der er ens! Hver patient kræver således en måling af ansigtets folder, for at fjerne det nødvendige mængde hud. Dette gøres af dyrlægen, før operationen, når hunden ligger i bedøvelse. Her måles bl.a. afstanden til øjnene, så tårekanalerne ikke berøres, ligesom der er større blodkar og nerver i ansigtet og omkring øjenene, der heller ikke må berøres.

Vores dyrlæge bruger ca. 1 meter tråd til stingene hos en lille hund, og endnu mere materiale hos en større hund. Dyrlægen bruger så meget tråd, da vi lægger små usynlige, bløde, selvopløselige tråde, som også lægges tæt. På den måde får din hund den bedste og flotteste heling. Målet er at få en næsefold der har den rette dybde, så huden kan forblive sund og tør, øjnene beskyttes mod udefrakommende skade fra hårene på næsefolden og hundens karakteristiske udseende bevares.

Den enkelte patient er heller ikke helt symmetrisk i ansigtet, ligesom den store næsefold over næsen ofte forgrener sig i mindre hudfolder ud mod kinderne. Der skal således ofte foretages 2-4 forskellige snit for at få det resultat der passer bedst til den enkelte hund. Hunden skal gå med skærm i 10 dage, men der er ellers ikke meget efterbehandling. Stingene opløses efter 3-6 uger, hvor de bliver bløde og kan pilles ud.

 

Foto 2: Milo 30 dage efter operationen af sin næsefold. Han er glad og øjnene udsættes ikke for daglige gener pga. en for stor næsefold. Man kan stadigvæk se hvor stingene har siddet. Der går ca. 3 mdr før pelsen på næsefolden har normal længde igen.

 

Læs mere: Test: Har din hund vejrtrækningproblemer?
Læs mere: Bedøvelse på Frederiksberg Dyreklinik & Spa
Læs mere: Priser på operationer

Har du spørgsmål til ovenstående eller ønsker du at bestille tid til en GRATIS undersøgelse for pigmentær keratit og hornhindesår, samt undersøgelse af næsefoldens sundhed, så ring på 70 25 90 08 eller bestil online. Du kan træffe os på alle hverdage. Tidsbestilling er nødvendig.

 

 

 

Find os

Frederiksberg Dyreklinik & Spa
Nordre Fasanvej 74
2000 Frederiksberg
Tlf: 70 25 90 08

 Åbningstider

Mandag 8.00-18.00
Tirsdag - Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 15.00

AKUTTIDER EFTER TLF-AFTALE

CVR nummer: 33167652

GRATIS PARKERING

2 timers gratis parkering foran klinikken.