20 Spørgsmål og svar om din hvalp

20 Spørgsmål og svar om din hvalp

Tillykke med din nye hvalp! Vi glæder os til at møde jer og jeres dejlige nye vidunder i vores klinik. På denne side har vi forsøgt at svare på de spørgsmål vi hyppigst møder, når vi har det første møde med nye hundeejere. Vi håber at du kan få svar på dine spørgsmål – og ellers er du meget velkommen til at spørge vores dyrlæge, når vi møder jer til første vaccination på vores klinik. God fornøjelse!

 

1. Har I et telefonnummer jeg kan ringe på, hvis min hund bliver syg?

Ja – det har vi!

Det er altid gratis at ringe til os på 70259008. Her sidder vores faguddannede klinikpersonale klar til at hjælpe dig. Hvis dit spørgsmål er akut og kræver at en dyrlæge er inde over, vil vi sørge for at vores dyrlæge vurderer din situation.

Hvis du har en konkret forespørgsel vedr. sygdom og har brug for at tale med en af vores autoriserede dyrlæger, så sidder disse klar ved telefonen, hver dag ml. 8.00 – 8.30, så du allerede om morgenen kan tale med en dyrlæge.

Hvis du aldrig har mødt os før, er du altid velkommen til at besøge os på klinikken, så du kan lære os at kende. Det er helt gratis at kigge forbi, og vi kan love masser af godbidder.

Ring gerne på 70259008, for at finde et tidspunkt hvor der er ro og tid til et kig ind til os.

Udenfor klinikkens åbningstid, skal du stadigvæk ringe til 70259008, hvor du vil få nærmere information.

 

2. Skal min hvalp have en ormekur?

Der findes forskellige protokoller for hvor mange ormekure en hvalp bør få hos opdrætteren. Her bør du sikre dig at din hvalp har fået mindst 2 ormekure hos jeres opdrætter og gerne en afsluttende ormekur lige inden du har afhentet din hvalp.

Da nogle typer orm kan overføres med modermælken, vil vores dyrlæge som udgangspunkt give dig en ormekur med hjem ved jeres første besøg.

Hvis du efter tildelingen af disse ormekure, ser orm komme ud af enden på din hvalp, bedes du venligst ringe til vores dyrlæge, så vi kan notere dette. Hvis der kommer mange orm ud, kan det føre til mavesmerter og kolik, og det kan da være nødvendigt at give din hvalp et kosttilskud i maden, der giver en lettere passage af orm. Vores dyrlæge vil da rådgive herom.

Vær opmærksom på at det ikke er alle slags orm, der kan ses i afføringen.

 

3. Hvornår skal min hvalp vaccineres?

På Frederiksberg Dyreklinik & Spa vurderes hver hvalp individuelt og din hvalps vaccinationsprogram tilpasses din hvalps behov, på basis af alder, miljø og tidligere vaccinationsprotokol.

En normal vaccinationsprotokol for hvalpe består af vaccinationer i 8-ugers og 12-ugers alderen. Hvis der er usikkerhed omkring din hvalps tidligere vaccine, eller hvis din hvalp mangler en vaccine eller er undervaccineret, vil din hvalp også skulle vaccineres i 16-ugers alderen.

Vores dyrlæge vil rådgive dig og gennemgå de vaccinationer der er relevante for dig som bor i Københavnsområdet – samt tilpasse vaccinationerne efter behov, hvis du bor et andet sted.

 

4. Skal der behandles mod lopper og flåter?

Vi anbefaler at din hund bliver beskyttet mod lopper og flåter. Behovet er individuelt, men vi anbefaler beskyttelse mod flåter, hvis din hund kommer på gåture udenfor byzonen, i skove og på store grønne områder med højt græs, som f.eks. Amager fælled. I Nordsjælland er der desuden fundet flåter, der er bærere af den flåt-overførte sygdom TBE (Tick Borne Encephalitis), også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse. Ved rejse til Bornholm og Sverige er der ligeledes forøget risiko for smitte med flårbårne sygdomme. Vi rådgiver dig derfor alt efter dit behov.

Behandlingen med de produkter vi anbefaler kan i de fleste tilfælde starte, når en hvalp er over 8 uger gammel.

Vores faguddannede klinikpersonale vil gerne rådgive dig når vi ses på klinikken.

 

5. Hvor meget drikker en hvalp – og hvor meget tisser en hvalp?

En voksen hund drikker normalt ca. 70 ml / kg / dag. En hvalp drikker normalt lidt mere, svarende til ca. 80 ml / kg / dag.

Hvis en hvalp eller en hund drikker mere end 100 ml / kg / dag, kan dette være tegn på sygdom, og du bør da kontakte vores dyrlæge. Tilsvarende vil en hvalp eller hund der drikker for meget, have problemer med forøget tisseri.

En tommelfingerregel er at en hvalp skal være renlig ved 16-ugers alderen. Hvis der er problemer med renligheden efter 16-ugers alderen, anses dette for at være et problem.

Urenlighed, store mængder tisseri og dagligt tisseri indendørs vil altid opfattes som unormalt, og du bør da kontakte vores dyrlæge med dine bekymringer.

 

6. Skal min hund have en sygeforsikring?

Vi råder alle vores hundeejere til at tegne en sygeforsikring. Det er dig, som hundeejer, der har det fulde ansvar for din hunds ve og vel og det er dig der bestemmer hvilken behandling din hund skal have.

Hvis du ønsker at tegne en sygeforsikring til din hund, er det en god ide at tage kontakt til det forsikringsselskab som du selv bruger, til f.eks. din indboforsikring, bilforsikring, ulykkesforsikring m.v. Din egen forsikring kender dig som kunde og kan give dig et direkte prisoverslag på en kæledyrsforsikring. Du kan også kontakte et forsikringsfirma, der specialiserer sig i sygeforsikring af kæledyr.

 

7. Hvornår skifter min hvalp sine mælketænder?

En hvalp har 28 mælketænder, der alle er små og meget spidse – men det har du nok allerede opdaget! Hvalpe begynder at skifte deres fortænder i 4-5 måneders alderen, herefter skiftes kindtænderne typisk i 5-6 måneders alderen.

Hjørnetænderne skiftes som de sidste – og for de fleste hvalpe sker dette i 6-7 måneders alderen. For helt små hunderacer, der får en voksenvægt på under 5 kg, sker dette dog ofte tidligere. Her kan det fulde tandskifte allerede være færdigt i 5-6 måneders alderen.

De fleste hvalpe sluger deres rokketænder, så det er kun sjældent at du vil finde en tand på gulvet.

I perioden hvor tandskiftet foregår, kan din hvalp finde på at bide i ting, for at lindre sine kløende gummer – og her kan du med fordel benytte et tygge-reb, dyppe det i vand og lægger det i fryseren. På den måde kan din hvalp få noget køligt og lindrende at bide i, når gummerne klør. Tyggerebet til at tygge i og det frarådes at benytte tyggerebet til trækkelege.

Det er forventeligt at hvalpen har let dårlig ånde i perioden for tandskiftet. Dette fordi der er vil være dybe tandkødslommer, hvor der kan sætte sig gamle madrester og deraf lugtende bakteriebelægninger.

Når tandskiftet er afsluttet, har en voksen hund 42 blivende voksentænder. Hvis et menneske får alle sine 4 visdomstænder, kan det blivende tandsæt indeholde op til 32 voksentænder. Hunde har således langt flere tænder end mennesker.

Hvis du er bekymret for din hvalps tandskifte eller har mistanke om at din hvalp har smerter, kan du altid kontakte os.

Som kunde på Frederiksberg Dyreklinik & Spa kan du altid Bestil en tid online til et GRATIS tandcheck til din hvalp eller hund når behovet opstår – og det gælder hele livet!

Kontakt os på 70259008 for at høre nærmere.

 

8. Hvad er “tilbageholdte mælketænder”?

Hvalpes tandskifte foregår i de fleste tilfælde uden problemer. Hos nogle hvalpe kan der dog ses problemer med tandskiftet. Det kan vil typisk dreje sig om problemer med overbid, underbid, skævt bid, eller tilbageholdte mælketænder.

Hvis din hvalp har et problem med tilbageholdte mælketænder, betyder dette at én eller flere mælketænder bliver siddende, og altså ikke falder ud, som de skal. Hvis en mælketand bliver siddende, og altså ikke falder ud, vil det skabe mindre plads til de blivende tænder, der skal sidde i området, og de vil derfor have svært ved at vokse frem. I andre tilfælde vil de blivende tænder blive skubbet et forkert sted hen i kæben. Hvalpen vil da få et forkert bid, der kan give permanente gener.

I visse tilfælde kan en blivende mælketand sidde så tæt på den blivende tand, at de begge har svært ved et får ordentligt rodfæste i knoglen. Vi kalder dette en trangstilling. I sådanne tilfælde kan begge tænder, på sigt, få alvorlige problemer med tandsten, tandkødsbetændelse og til slut parodontose.

Problemet med tilbageholdte mælketænder ses hyppigst ved hvalpens hjørnetænder.

Foto: Chihuahuaen Peanut på 6 mdr har en tilbageholdt mælketand (M), som presser på den blivende tand (B).

Det er videnskabeligt dokumenteret at tilbageholdte mælketænder kan være et arveligt fænomen. Dette ses især blandt små hunderacer, der får en voksenvægt på under 10 kg. Ejere af små hunderacer bør derfor være ekstra påpasselige med at kontrollere hvalpens tandskifte.

Men for at du ikke står med dette ansvar selv, efter hvalpen første vaccinationskonsultation hos os, vil du som ejer af en lille hunderace blive indkaldt til en ekstra tandkonsultation, når din hvalp er ved at afslutte sit tandskifte. Dette gælder for ejere af små hunderacer, der får en voksenvægt på under 10 kg. Hold derfor øje med din telefon, da indkaldelsen vil ske via SMS.

Hvis du er ejer af en hvalp og er bekymret for at der er problemer med tandskiftet. Hvis du f.eks. ser tegn på smerter, skævt bid (hvor der kun tygges i den ene side), tydelig blødning, meget dårlig ånde eller andet, er du mere end velkommen til at kontakte os, så vi kan rådgive dig nærmere.

Som kunde på Frederiksberg Dyreklinik & Spa kan du altid booke et GRATIS tandcheck til din hvalp eller hund når behovet opstår – og det gælder hele livet!

Kontakt os på 70259008 for at høre nærmere.

 

9. Skal jeg børste min hunds tænder?

Behovet for daglig tandbørstning er individuelt fra hund til hund og fra hunderace til hunderace. Der er således stor forskel på den enkelte hunds behov for tandpleje. Her ser vi desværre en forøget tendens til problemer med tandsygdommen “parodontose” hos hunderacer under 10 kg. Sygdommen kaldes også “de løse tænders sygdom” og det er dokumenteret at denne tandsygdom kan være arvelig.

Den mest effektive form for forebyggelse af tandkødssygdomme og parodontose er daglig tandbørstning.

Der findes en del hunderacer der er disponeret for at udvikle parodontose – især de små racer under 10 kg, f.eks.: Bichon frise, Bichon havanais, Chihuahua, Pomeranian, Cavalier King Charles spaniel, Chinese Crested, Coton de tulear, Gravhund, Malteser, Mops, Shih Tzu, Papillon, Pudel, Shetland sheepdog og Yorkshire terrier.

Hvis du har en lille hunderace, er vores vigtigste råd, at du lærer tandbørstning på din hvalp fra dag ét.

Ved manglende tandbørstning / tandpleje eller ved kroniske mundhuleproblemer, vil der typisk opstå et behov for tandrensning – hos disponerede hunde fra 3 års alderen, hos visse hunde endda tidligere.

Spørg en af vores veterinærsygeplejersker, der gerne finder tid til at vise dig hvordan du øver tandbørstning.

 

10. Findes der en “Plan B”, hvis jeg ikke kan børste tænder på min hund?

Vi vil allerhelst have at du børster tænder på din hund, men vi er også klar over, at det ikke altid kan lade sig gøre. Hvis du må fravælge at børste tænder på din hvalp, findes der en del godkendte tandprodukter og tyggepinde som kan hjælpe dig og din hund.

På Frederiksberg Dyreklinik & Spa forhandler vi tandprodukter der er testet og anbefalet af det uafhængige råd for tænder, VOHC® (Veterinary Oral Health Council / American Veterinary Dental College), samt naturlige tyggeprodukter, som vores hundeejere er glade for, fordi de kan se resultater.

Vi anbefaler kun produkter som både dyrlæger og hundeejere er glade for. Spørg gerne, hvis du har behov for rådgivning.

Når det er sagt, er det vigtigt at huske der aldrig vil være et tandprodukt, der er lige så effektiv som tandbørstning. Dette kender vi også fra os mennesker, hvor alverdens tyggegummi eller mundskyl aldrig vil kunne erstatte kunne en god tandbørstning.

Som kunde på Frederiksberg Dyreklinik & Spa kan du altid booke et GRATIS tandcheck til din hvalp eller hund når behovet opstår – og det gælder hele livet!

Kontakt os gerne på 70259008, hvor vi kan finde ud af om et gratis tandcheck er et behov for jer.

 

11. Må min hund lege med tennisbolde?

Nej – det fraråder vi. Vi fraråder al leg med tennisbolde af enhver art, idet en tennisbold samler grus og sand og derved virker som sandpapir, på hundens tænder. Ved hyppig leg med tennisbold, f.eks. på stranden, ser vi således uoprettelige tandskader og ikke sjældent markant tandslid slid helt ind til tandens rod. Find i stedet legetøj, der ikke skader tænderne.

 

12. Hvor ofte bør jeg børste min hunds tænder og hvilken tandbørste er bedst?

Den mest effektive form for forebyggelse af tandkødssygdomme og parodontose er daglig tandbørstning.

Det er bevist at daglig tandbørstning forebygger tandkødsbetændelse, idet du her børster tændernes bakteriebelægninger væk. Sådanne bakteriebelægninger kaldes også plak. Når der ophobes plak, som ikke fjernes, vil disse belægninger forkalke hvorved der dannes tandsten.

I mundhulen tager det 48 timer for plak at omdannes til tandsten og det er derfor vigtigt med daglig tandbørstning – og som minimum skal der børstes tænder hver 2. dag.

Spørg os, når du skal vælge tandbørste, da der findes utallige modeller på markedet, de fleste mere kreative end effektive.

Vi har 2 hunde-tandbørster på klinikken som vi anbefaler. Den ene er en “microfiber begynder tandbørste”, den anden er en “parodontose tandbørste”. Hvis du dog er øvet og har en hund, der ikke har parodontose, er vores bedste råd at købe en blød babytandbørste, som du skifter ud med jævne mellemrum.

Som kunde på Frederiksberg Dyreklinik & Spa kan du altid booke et GRATIS tandcheck til din hvalp eller hund når behovet opstår – og det gælder hele livet!

Kontakt os gerne på 70259008, hvor vi kan finde ud af om et gratis tandcheck er et behov for jer.

 

13. Skal jeg købe hundetandpasta eller …?

Vi ser at hundetandpasta er godt at bruge, men ingen nødvendighed, idet den mekaniske rensning, dvs. børstningen af tænderne er det vigtigste når du skal holde din hunds tænder sunde.

Hvis din hund har specielle behov: Hvis der f.eks. er sygdom eller fokusproblemer ved én eller flere tænder, anbefaler vi en dokumenteret hundetandpasta eller tand-gel med enzymer og zink.

Vi har begge typer produkter i vores petshop og vi hjælper dig gerne.

 

14. Skal jeg vaske min hvalp?

Hvalpens pels og hud har et naturligt bakterie- og fedtlag, som sikrer at hudens naturlige miljø er i ligevægt. På den made undgås irritation og hudproblemer.

Din hvalp bør derfor bare skylles med lunkent vand, hvis den har været ude og bade i ikke forurenet, rent vand, f.eks. havvand.

Hvis din hvalp har rullet sig i noget uhygiejnisk eller badet i muligt forurenet vand, f.eks. ferskvand fra en sø, bør du vaske din hund i lunkent vand med en mild hundeshampoo.

Der er stor forskel på hundens og menneskets hud. Menneskets overhud er f.eks. meget tykkere end hundens overhud, mennesket er derfor bedre beskyttet mod det omkringliggende miljø, og har derfor en stærkede hudbarriere end hunden.

Som tommelfingerregel kan en hund vaskes 4 gange årligt – flere gange, hvis dette skønnes nødvendigt.

 

15. Hvilken hundeshampoo skal jeg vælge?

En mild hundeshampoo er en shampoo der ikke affedter huden, men som virker let rensende og evt. nærende, så partikler, såsom bakterier, pollen, støv eller andet uønsket, vaskes ud af pelsen. Når man taler vask af en hvalp, er det utroligt vigtigt at få den rette hundeshampoo, da en forkert hundeshampoo kan føre til tørhed, der næsten altid fører til kløe.

Menneskets hud er også mere sur, med en pH på 5.5, hvorimod hundes hud pH er mere basisk, med en pH på op til 7.5. Da bakterier trives bedst i et mere basisk miljø, er der flere grunde til at hunde er specielt udsatte, når det gælder hudproblemer.

Det er en generel misforståelse at tro at alle shampoos er affedtende og at vask bør undgås. På vores klinik har vi økologiske shampoos og dokumenterede hundeshampoos der ikke affedter huden.

Hunden skal frotteres godt efter vask, dette kan gøres med håndklæder. Det kræver tilvænning af bruge en føntørrer, og du må da ikke bruge den varmeste funktion, men gå efter medium-varme, når du føntørrer.

Tag din hund med ned i vores klinik, når du vælger din hundeshampoo. På den måde kan vi mærke din hunds pelsstruktur, så vi kan finde det produkt der matcher din hunds hud og pels.

 

16. Hvornår skal jeg klippe neglene/kløerne på min hvalp ?

Hvis du er kunde på Frederiksberg Dyreklinik & Spa, tilbyder vi gratis negleklip for alle hvalpe op til 6 mdr.

Dette er en service fra os til alle vores hundeejere, fordi vi ved, hvor vigtigt det er, at hvalpe allerede tidligt lærer at få klippet kløer og er trygge ved situationen.

I hvalpealderen er behovet for negleklipning ikke det største, men hvalpen skal lære at det er ok at få nulret sine poter og se neglesaksen, for at blive tryg ved at få klippet negle.

Hvis du har brug for råd til negleklipning eller ønsker at booke tid til en negleklipning, så hjælper vi gerne. Når du er tryg ved situationen, kan vi rådgive dig vedr. køb af den rette neglesaks.

Hvis du aldrig bliver tryg ved at klippe neglene på din hund, er du ikke den eneste. Her hjælper vi også gerne, og du kan altid booke tid hos en af vores veterinærsygeplejersker.

 

17. Hvor ofte skal en hund have klippet negle/kløer?

Der er meget stor forskel på hvor ofte og hvor meget en voksen hund skal have klippet sine kløer. Ved gåture på hårdt underlag, f.eks. på et fortov, slides kløerne meget mere end ved hvis din hund luftes på et blødt underlag, f.eks. i parken eller i skoven.

Du kan selv høre, når din hunds kløer trænger til at blive klippet, du vil da kunne høre kløerne “klikke” når din hund går på et glat gulv.

Aktive hunde og store hunderacer med en stor kropsvægt slider deres kløer lettere og hurtigere end små hunderacer.

Små hunde har ofte svært ved at slide deres kløer korte, fordi deres kropsvægt er så lille, og neglene så stærke, så det bare ikke sker. Hos små hunderacer er det derfor vigtigt kløerne klippes med passende mellemrum. Dette vil ofte være hver 4-6 uge. Det samme gælder for inaktive hunde og senior hunde, der ikke går så langt.

Lange kløer er noget skidt, idet de efter kort tid kan give en direkte overbelastning af neglerødderne, der giver smerter. Hvis der ikke gøres noget ved neglene, kan problemet forplante sig helt op i nakke og skulder, fordi din hund ender med at gå skævt. Der er også risiko for at neglene vokser ind i trædepuden.

Hvis du har brug for råd til negleklipning eller ønsker at booke tid til en negleklipning, så hjælper vi gerne.

 

18. Skal jeg rense min hunds ører?

De fleste hunde behøver ikke at få renset ører. Det er naturligt at hundens ører producerer en lille mængde ørevoks, mængden af ørevoks varierer dog fra hund til hund.

Et sundt hundeøre er pænt, lyserødt og uden synlig voks i det ydre øre. Lugt til øret, så du kender den naturlige lugt og udseendet af din hunds ører. Kontroller gerne ørerne en gang ugentligt.

Et sundt hundeøre kan renses vha. en vådserviet uden parfume eller tilsætningsstoffer. Du må ikke bruge vat eller papir til at rense øret, da dette kan efterlade irriterende små fibre nede i øret.

Store mængder ørevoks vil aldrig opfattes som en normal tilstand og kan ofte være tegn på et underliggende allergisk problem.

Et sygt hundeøre klør, er beskidt, rødt eller lugter grimt. Hvis du kan se at ørerne producerer mere ørevoks end normalt, eller hvis der ses lugt eller kløe, så kontakt os gerne, så vores dyrlæger kan hjælpe.

 

19. Min hund har langt pandehår – hvordan klipper jeg det bedst?

Som ejer af en langhåret hunderace, der er en klippehunderace, findes der to måder at tilgå langt pandehår på. Det skal enten sættes op, eller klippes så kort, så det ikke giver øjenskader, fordi hårspidserne berører din hunds øjne. Dette gælder både hår fra området over næsen, samt pandehår.

Da mange familiehunde klippes kort, i et såkaldt bamseklip, 3-4 gange årligt hos en hundefrisør, vil der altid være perioder mellem klipningerne, hvor håret når at blive halvlangt og kan irritere øjet. I slemme tilfælde ser vi at et hår berører hornhinden, hvilket giver dagligt øjenflåd pga. gener, tilbagevendende øjenbetændelse og endda hornhindesår.

Det vil altid være en god ide at spørge din opdrætter eller hundefrisør, hvordan du på bedst mulig måde klipper din hvalps pandehår, så du har en ide om hvordan pandehåret holdes.

Vi råder også til, at det lange hår omkring øjnene klippes kort. Her bør du bruge en buet saks med bløde kanter.

Der er også mulighed for at få klippet pandehår og hår over næsen inde på vores klinik – der skal dog bookes tid hertil. Hvis du efter klipningen har mod på at klippe derhjemme, har vi ligeledes de anbefalede sakse i vores petshop og kan rådgive om brugen.

Hvis du vælger at holde pandehåret naturligt, dvs. langt, anbefales det at sætte håret. Mange opdrættere anbefaler her en blød krokodille-klemme, frem for elastikker, da elastikker har tendens til at hive i håret. Hårene over næsen holdes da også lange at de får en naturlig tyngde og fald – de sættes da evt. med lidt vaseline i håret, så hårene holdes væk fra øjnene.

 

20. Hvornår er tævehundens første løbetid ?

Der er stor forskel på hvor hurtigt tævehunde vokser og modnes. Små hunderacer vil komme i løbetid før store hunderacer. Små hunderacer har deres første løbetid når de er 6-8 måneder gamle. Mellemstore og store hunderacer har deres første løbetid når de er 8-12 måneder gamle. Hos tæver af gigantracerne, ses første løbetid i 12-24 måneders alderen.

En normal “løbetid” varer ca. 18-21 dage. Løbetiden inddeles i to perioder, den såkaldte “forbrunst” og “brunst”. I slutningen af forbrunsten og i hele brunsten skal din tævehund holdes væk fra hanhunde, da hun kan blive parret.

Forbrunsten kaldes også “proøstrus”. Her ses blødning fra tævehunden. Perioden varer i gennemsnit 9 dage, men kan vare 2-23 dage.

Hvis din tævehund bløder meget voldsomt, eller mere end 21 dage, bør du kontakte vores dyrlæge.

Så snart blødningen stopper, går tævehunden ind i den såkaldte brunst, hvor tævehunden kan blive parret. Brunsten, kaldes også “østrus”. Hanhunde viser stor interesse for tævehunden i denne periode og tævehunden er nu interesseret i at blive parret. Det optimale tidpunkt for parring er 2-4 dage inde i brunsten, dvs. 2-4 dage efter at blødningen er stoppet. I brunsten ses gennemsigtigt, strågult flåd fra tævehundens skedeåbning.

Brunsten varer i gennemsnit 9 dage, men kan vare 2-23 dage.

Du kan læse mere om tævehundens cyklus på vores hjemmeside.

 

Har du spørgsmål til ovenstående eller ønsker du at bestille tid, så ring på 70 25 90 08 eller Bestil online. Du kan træffe os på alle hverdage. Tidsbestilling er nødvendig.

Find os

Frederiksberg Dyreklinik & Spa
Nordre Fasanvej 74
2000 Frederiksberg
Tlf: 70 25 90 08
CVR nummer: 33167652

ÅBNINGSTIDER

Mandag, tirsdag og onsdag     8.00 – 20.00
Torsdag     8.00 – 17.00
Fredag     8.00 – 15.00

SKADESTUE EFTER AFTALE

BESØG OS

GRATIS Parkering foran klinikken*

METRO M1
METRO M2
METRO M3 Cityringen

BUS Nr. 30 – 73 – 74 – 4A

TAXA

* Husk at registrere din bil.